Fond giver stort beløb til Ommersyssel IF

I alt 90.000 kroner har ungdomsafdelingen i Ommersyssel IF fået i støtte af Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond, der er medejer af Jutlander Bank

Ungdomsspillerne i Ommersyssel IF kan se frem til at iklæde sig nye spillertrøjer efter sommerferien, da klubben netop har modtaget en større donation fra Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond.

Donationen lyder på i alt 90.000 kroner, hvoraf de 60.000 er øremærket til indkøb af nye spillertrøjer, træningsdragter og ledertøj. Fonden har samtidig valgt at overlade sponsorpladsen til Jutlander Bank, som den er medejer af.

”Baggrunden for, at vi i Fonden har valgt at støtte Ommersyssel IF, er, at vi ønsker at styrke fritidsaktiviteterne for børn og unge i lokalområdet. Vi ønsker samtidig at understøtte det store arbejde som foreningens mange frivillige laver,” siger Fondens formand, Jens Agner Rasmussen

Tøj trænger til at blive udskiftet

Donationen vækker glæde hos foreningen, da spillertøjet trænger til at blive udskiftet. Meget af tøjet stammer således helt tilbage fra 2012, hvor ungdomsafdelingerne i IF Fjorden, B65 og Havndal IF blev slået sammen til Ommersyssel IF.

”Vi sætter stor pris på, at der er nogle fra lokalområdet, der vil give penge til vores lille forening, for det betyder, at vi nu kan gå glade på sommerferie med visheden om, at spillerne snart kan iklæde sig nyt tøj,” siger formand for Ommersyssel IF, Jes Mågård, der fortæller, at man allerede er i gang med at indhente tilbud på nye trøjer.

Større tilskud til ture og stævner

De sidste 30.000 kroner af beløbet vil Ommersyssel IF bruge på at gøre noget ekstra for ungdomsspillerne. Man vil for eksempel give mere i støtte, så deltagerbetalingen til stævner, cups og ture kan sænkes.

”Støtten hjælper med, at vi kan sende spillerne af sted til fornuftige priser, og dermed vil flere få mulighed for at deltage. Det betyder rigtig meget for den fælles holdfølelse, at trænerne kan lave nogle arrangementer for de unge mennesker,” siger Jes Mågård.

Ommersyssel IF har cirka 200 aktive spillere fordelt fra U5 til U19 piger og drenge.

Info om fond:

Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond blev oprettet i forbindelse med sammenlægningen af Den Lille Sparekasse og Sparekassen Hobro den 1. januar 2009. Den opsparede reservekapital fra Gjerlev-Enslev Sparekasse blev indskudt i Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond. Fondens grundkapital udgjorde 25.690.000 kroner. Fondens formue blev i overensstemmelse med fundatsen anbragt i garantbeviser i Sparekassen Hobro.

Fondens formål er – for det løbende renteafkast – at yde støtte til almennyttige eller velgørende formål inden for den tidligere Gjerlev-Enslev Sparekasses daværende virkeområde. I forbindelse med fusionen imellem Sparekassen Hobro og Sparekassen Himmerland i 2014, blev Fondens grundkapital ændret således, at 12.845.000 kroner blev indskudt som aktiekapital i Jutlander Bank A/S, og de resterende 12.845.000 kroner blev indskudt som hybrid kernekapital i Jutlander Bank A/S mod en årlig forrentning.

[Billedtekst:] ”Vi sætter stor pris på, at der er nogle fra lokalområdet, der vil give penge til vores lille forening,” siger Jes Mågård, formand for Ommersyssel IF, om sponsoraftalen med Jutlander Bank og Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond. Her står han sammen med Jutlander Banks souschef i Gjerlev, Glen Sinclair, og Fondens formand Jens Agner Rasmussen. Dark A

Comments are closed.